Besjæling


At lade omverdenen være levende
Besjæling betegner den menneskeliggørelse, som nogle forfattere tillægger genstande, dyr, planter og naturfænomener. Besjæling grænser op til personifikation*, der betegner personliggørelsen af et abstrakt begreb, fx „retfærdighedens gudinde“.

Animisme, en projicerende oplevelsesmåde
Det at tillægge alt levende en sjæl er en gammel religiøs forestilling, animisme (af græsk: anima = sjæl), som kendetegner alle naturreligioner. Oplevelsesmåden er grundlæggende og kendes også i dag. Et vejr eller et landskab kan forekomme lyst og venligt eller mørkt og truende. I besjælingen projicerer vi os selv og vores stemninger over på omverdenen.

Børnelitteraturen
Besjæling bruges i forskellig slags litteratur. Fx i børnelitteraturen, hvor dyr og natur kan tale og handle på samme måde som vi mennesker. Fabelgenren* er et godt eksempel.
Også i eventyrgenren tillægges omverdenen „overnaturlige“ egenskaber.

Den romantiske besjæling
I romantikken får indlevelsen i naturen en filosofisk begrundelse. Ud fra en udviklingstanke opfattes hele verden som sammenhængende. I en sådan panteisme (af græsk: pan + theos = alt er gud), som hos Staffeldt, tror man på, at alle livsformer er forskellige udtryk for samme guddommelige kraft.

Besjælingen som truende fremmedgørelse
Også senere i symbolismens og modernismens litteratur møder vi eksempler på besjæling. I symbolismen er der tale om en genoplivning af panteismen, medens modernismens besjælinger mere har karakter af splittethed og fremmedhed. Maskinerne, storbyen og omverdenen har deres eget liv eller fremtræder direkte som truende væsner.

Romantikkens panteisme

Da rundt en anden natur der blev,
   vindene talte;
fra skyer, som blege for månen hendrev,
   ånderne kaldte,
et hjerte slog varmt og kærligt i alt,
 i alt mig vinked’ min egen gestalt.

Fra
Indvielsen
af Schack Staffeldt, 1804

 

Det besjælede tingseventyr

Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden:
„Skulle vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen“; men bolden, der var syet af saffian, og bildte sig ligeså meget ind som en fin frøken, ville ikke svare på sådan noget.

Fra
Kærestefolkene
af H.C. Andersen, 1844

 

Modernitetens fremmedgjorte landskab

Altid hører jeg sandheden gå og råbe
mellem husene.
Men når jeg lukker vinduet op,
er manden forsvundet med sin vogn,
og husene står med deres sædvanlige ansigter,
deres affable solsmil
i en dag som alle andre.

Fra
Bleg morgen
af Ole Sarvig, 1944