Margrethe 1.


1353-1412. Dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge. Datter af
Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Kun seks år gammel blev
Margrethe i 1359 forlovet med den 18-årige kong Håkon 6. af Norge,
i 1363 blev de gift. Som barnedronning blev hun ført til det norske
kongeslot Akershus, hvor hun 1370 fødte parrets eneste søn, Oluf.
Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var der ikke udpeget en
efterfølger til den danske trone. Efter en hektisk magtkamp blev den
da femårige Oluf (2.) valgt til dansk konge med sine forældre som
formyndere. I 1380 døde Håkon, og Oluf blev da også norsk konge
som Olav 4. Dermed var Margrethe pludselig den egentlige
magthaver i både Danmark og Norge. 
    Margrethe skulle bl.a. løse det store spørgsmål om
hansestædernes besiddelse af Skåne. I 1387 døde den knap 17-årige
kong Oluf. Margrethes magt i Danmark og Norge var dermed borte.
Hun blev dog givet den usædvanlige titel „fuldmægtig frue og
husbond og det ganske rige Danmarks formynder“. De svenske
stormænd tilbød at overgive regeringen til Margrethe, og i 1388 blev
hun hyldet med samme titel i Sverige som i Danmark og Norge. 
    Margrethe 1. gjorde adelens magt mindre, og forbød adelen at
opføre private borganlæg. Med Kalmarunionen i 1397 blev de
nordiske riger forenet i ét samlet monarki. Hvert land beholdt dog sin
egen lovgivning. Margrethe bevarede en næsten enevældig magt til sin
død. 
    Margrethe døde i 1412 i Flensborg og blev begravet i Roskilde
Domkirke ved en stor kirkefest. Margrethe 1. betragtes som en af de
vigtigste regenter i Danmarks middelalder. Hun havde store politiske
evner, situationsfornemmelse og stærke personlige magtambitioner –
det førte hende langt.