Kalmarunionen


1397-1523. Union mellem de tre nordiske riger, indgået på et møde
i Kalmar i juli 1397. Den danske regent Margrethe 1. havde et stort
politisk talent. Hun evnede at udnytte tilfældigheder til at oprette
unionen og få sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, kronet til fælles
unionskonge i Danmark, Norge og Sverige. På det tidspunkt var
Erik kun 15 år, og i forvejen hyldet til konge i hvert af de nordiske
riger. 
    Kalmarunionen var mere en personalunion end en realunion,
holdt sammen af Margrethe 1. og embedsmændene omkring hende.
Hvert land var således et selvstændigt rige med sine egne politiske
institutioner og lovgivning, som blev respekteret. 
    Det var dog svært at skabe et stærkt fælles styre. Særlig Danmark
og Sverige havde meget forskellige økonomiske interesser. Allerede
i 1434 var der oprør i Sverige mod unionen, og i 1523 brød unionen
endeligt sammen. Norge blev i union med Danmark indtil 1814, da
Norge efter Englandskrigene ved Wienerkongressen blev lagt ind
under Sverige. Først i 1905 blev Norge helt selvstændigt.