EU


I 1951 underskrev Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og
Vesttyskland den første aftale (Den Europæiske Kul- og Stålunion) om
samarbejde i Europa. Under 2. verdenskrig havde blandt andet
Tyskland og Frankrig været i krig med hinanden – som mange gange
før i historien. For at sikre fred og bedre økonomi skulle de seks lande
være fælles om kul og stål, som ellers kunne blive brugt til at lave
våben og dermed til krig mellem landene. Senere underskrev de samme
lande Rom-traktaten (1957), som EU bygger på i dag. 
    En traktat er et sæt spilleregler for samarbejdet mellem landene.
Rom-traktaten lagde kimen til et „fællesmarked“, der senere blev til
„det indre marked“ med fire slags friheder: Fri bevægelighed for
arbejdskraft, penge, tjenesteydelser og varer mellem unionens lande.
Med Rom-traktaten skiftede samarbejdet navn til EF. 
    Flere lande sluttede sig til EF, bl.a. Danmark i 1973. I 1993 havde
EF 12 medlemmer, og igen skiftede projektet navn – til det, vi
kender i dag: Den Europæiske Union eller bare EU. Det skete med
Maastricht-traktaten (1991), der udover fælles politi- og
forsvarssamarbejde lagde op til, at EU’s borgere en dag skulle have
de samme penge i pungen: Euroen. 
    Først stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten ved en
folkeafstemning i juni 1992, men stemte senere ja ifm. Edinburgh
-aftalen, der gav Danmark fire undtagelser fra EU-samarbejdet:
- Euroen – den fælles mønt: Danmark beholder kronen.
- Fælles forsvar: Danmark deltager ikke i fælles forsvar og er ikke
forpligtet til at betale til det.
- Dele af det fælles retssamarbejde: Danmark deltager fuldt ud i
samarbejdet om fx visum, asyl og indvandring, men kun på
mellemstatsligt plan. Det betyder, at det danske Folketing altid
har det sidste ord.
- Unionsborgerskab: Enhver borger i EU har et unionsborgerskab,
der giver ham/hende ret til at rejse, bo og arbejde i EU. Men
unionsborgerskabet erstatter aldrig fx et dansk statsborgerskab.
Siden har der været Amsterdam-traktaten (1997) og senest Nice-
traktaten (2000). Begge traktater gjorde det praktisk muligt for EU at
vokse, og ti nye lande blev i 2004 medlemmer af EU. 
    I 2005 var den såkaldte Forfatnings-traktat til folkeafstemning i
Frankrig og Holland. Vælgerne sagde nej tak. 
    I januar 2007 blev Bulgarien og Rumænien medlemmer af EU.
Siden 1951 er det europæiske projekt gået fra at være seks lande til
27. Desuden forhandles der med Tyrkiet og Kroatien om optagelse,
ligesom den tidligere jugoslaviske republik Makedonien er såkaldt
kandidatland. 
    Medlemslandene samarbejder om bl.a. fiskeri, landbrug, industri,
miljø, energi. Inden for disse områder fastsætter unionen love, som
alle medlemslandene har pligt til at følge. Desuden arbejder man på at
udarbejde en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skal bl.a. være
frivilligt, om de enkelte medlemslande vil afgive soldater til den
fælles militærstyrke, som EU håber at oprette.